Sabbaten

”Sabbatten blev til for menneskets skyld, ikke mennesket for sabbattens skyld.” (Mk.2:27)

Hvad er sabbatten, hviledagen? Er religiøs institution? En social konvention? En kulturel eller politisk manifestation? Man kan sikkert svare ja til det hele. Men hviledagen er også noget mere, noget andet. Det er også noget at tænke over. ”Husk sabbatsdagen…”, lyder budet. Tænk over den!

Sabbatten er ikke bare en fridag som enhver anden feriedag. Sabbatten drejer sig om nærvær. Det er en tid, hvor man bevidst siger nej til det, som bare besætter og besidder os mod vores egentlige vilje. Det er en dag hvor man bevidst retter opmærksomheden mod det, som vi ønsker, at vores liv skal fyldes af. Sabbatten er ikke bare en måde at afholde sig fra arbejde på. Det er en måde at være sammen på, at skabe fest på og åbne sig for andre kræfter end markedskræfterne.

Der er en tydelig forbindelse mellem hvile og empati. I et højhastighedssamfund er ligegyldigheden en af de største farer. Man kan ikke engagere sig følelsesmæssigt i en mængde ting på samme tid. Derfor reagerer vi ofte på overstimulering med ligegyldighed. Den der hviler og trækker sig tilbage fra livets stress og jag, har derfor paradoksalt nok større mulighed for at engagere sig i sin omverden og medmennesker, ikke mindre.

Jesus lod aldrig de religiøse regler for overholdelsen af sabbatten, blive vigtigere end relationen til hans medmennesker. For Jesus handlede hvilen og hviledagen om måden vi lever sammen på – sabbatten blev til for menneskets skyld. Måske er det derfor, at det 4. bud i tibudsloven understreger at hvilen og hviledagen også gælder dem jeg omgås, mine sønner og døtre, slaver og slavinder. Ja, endda husdyrene har ret til hvile. ”…de skal hvile ud ligesom du selv.” (5. Mos. 6:14)

For mig er glæden i sabbatten at nyde skønheden i verden og at vi lægger alt andet til side og i det mindste den dag ser gudsbilledet i hinanden.