Kirken har to hovedaktiviteter hver lørdag hele året rundt.

Vi har bibelstudium kl. 10.00.

Her mødes vi i åbne studiegrupper, hvor vi drøfter tekster fra Bibelen og emner, der er relevante for troen og for livet.

Vi har gudstjeneste kl. 11.00, hvor hele menigheden samles til tilbedelse. Gudstjenesten indeholder normalt fællessang, bøn, tekstlæsning, forkyndelse og ofte en historie for børn.

Med jævne mellemrum varieres formen på gudstjenesten dog, og afvikles f.eks. som en  temadag, en familiegudstjeneste eller en sang- og musikgudstjeneste. En gang om året står Roskilde Private Skole (RPS) for en skolegudstjeneste, hvor skolekredsen, som både tæller børn, forældre og menighedsmedlemmer,  inviteres til et spændende program, hvor der ofte i musical form sættes fokus på en af bibelens fortællinger. En anden årlig tilbagevende begivenhed er, at vi mellem jul og nytår mødes til “Bøn og Brunch”, hvor vi spiser sammen og afslutter med en kort andagt.

Herudover er der løbende en række andre aktiviteter og tilbud, som du kan læse mere om nedenfor.

Et lyttende nærvær

Om man tror på Gud eller ej, bliver vi alle ramt af livets udfordringer. Af og til kan man have brug for en at tale med og blive lyttet til. Har du brug for en at tale med, eller hvis du blot er nysgerrig og ønsker at vide mere om Adventistkirken i Roskilde, er du altid velkommen til at kontakte vores præst for en uforpligtende samtale.

Henrik K. Jørgensen
Tel. 50607615
Email: henrik.jorgensen@adventist.dk

 

 

Børnebibelklub

Børnene er en værdsat del af menighedens fællesskab. Derfor er der ofte arrangementer, som er målrettet for børnene. Antal af børnearrangementer varierer med antal af børn i de forskellige aldersgrupper. Blandt aktiviteter, som medinddrager børnene kan nævnes: børnefortælling ved gudstjenesten, Børnebibelklub lørdage fra 10 – 11, spejderaktiviteter, familiegudstjenester.

 

Betweenklassen

“The betweeners” er stedet for alle i aldersgruppen mellem 10 og +/-20. Med udgangspunkt i bibelens fortælling, sidder vi sammen i et hyggeligt lokale og snakker om forskellige emner der rører os i vores hverdag. Vi ved ikke altid hvem eller hvor mange der kommer, men selv om der kun er 2 til stede, så vil vi have en hyggelig time sammen! Der er altid arrangeret med en person der har ansvaret for den enkelte time.

Det koster ikke noget at deltage. Alle kan komme. Selv om du normalt ikke går i kirken.

Vi mødes hver lørdag mellem kl. 10.00 og 10.45

 

Teen-gruppen

Er du teenager eller i tyverne? Så er du velkommen i teen-gruppen! Vi er en gruppe af unge for unge, hvor socialt samvær og hygge danner rammen for samtaler og studie af bibelen samt livets små og store spørgsmål.

Vi mødes blandt andet til bibelstudie, hyggeaftener og fredagscafé med jævne mellemrum, og kontakten holdes via en SMS- og Facebook gruppe.

Vil du vide mere, kan du sende en mail til Christoffer på: christoffer.mayntzhusen [at] gmail [dot] com

 

 

 

Fredagscafé

Efter en lang uge i hverdagens trommerum begravet i studie og arbejde, tilbyder vi en gang om måneden et frirum når vi slår dørene op for Fredagscafeén. Her mødes vi klokken 19 i kirkens kælder til samvær, nærvær og hygge over brætspil og noget lækkert til ganen. Det eneste du skal gøre er at møde op. Arrangementet er tiltænkt unge og studerende men alle er velkomne. Begivenhederne slås op på kirkens Facebookside hvor du kan tilmelde dig.

Fællesspisning og kirkekaffe

Fællesskabet har en vigtig plads i menighedens vision. Det har stor betydning, at alle som kommer i kirken både, som medlemmer og gæster, oplever venskab, omsorg og accept.

Hver uge, efter gudstjenesten, inviteres alle kirkegængere til ”kirkekaffe” i Café Clara i kirkens underetage. Her er der anledning til at mødes, skabe venskaber og samtale over en kop kaffe, the eller saft. Den sidste lørdag i måneden er der en særlig invitation, hvor alle kirkegængere inviteres til fællesspisning. Disse anledninger til fællesskab er meget værdsatte, både for dem, som kommer jævnligt i kirken og for gæster, der er på feriebesøg eller tilfældigt kommer indenfor.

 

Spejder

Er der en spejder gemt i dig? Lær at tænde bål, tyde kort, binde knob og meget mere, alt imens du har det sjovt. Vi er en lille gruppe af spejdere i aldersgruppen 6 til 12 år, hvor hygge og leg er i centrum. Lige nu er vi omkring 12 børn og 2 ledere, som mødes en gang hver anden uge.

Hvis det lyder som noget for dig (eller dit barn), så send en mail til Christoffer på: christoffer.mayntzhusen [at] gmail [dot] com