Til dig der er ny kristen

Det kan være svært at tro på Gud ! Selv om du er sammen med mennesker der går for at være "troende", så vil du måske blive overrasket over hvor godt mange kan skjule sig bagved en maske. Tvivlen og troen. Der er mange spørgsmål, og nogle gange altfor få svar....

 


 

Jeg besluttede mig til at blive en kristen for et halvt år siden, men nu synes jeg, det er svært at bevare den oprindelige gnist. Hvad kan jeg gøre, for at beholde entusiasmen?

Jeg tror ikke, du skal være forskrækket over, at ”det er svært at bevare den oprindelige gnist.” Sådan er livet jo. Tænk på forelskelsen, eller det at blive forældre. Det er ubeskriveligt. Og selv om du ikke mister glæden og kærligheden til dem, du holder af, så er oplevelsen anderledes end den ’første oplevelse’.  Det samme kan gælde det at være kristen. Men ligesom det er vigtigt at passe på glæden og kærligheden og taknemmeligheden for dem, du holder af, er det vigtigt at passe på glæden ved at være kristen.  Mit råd til dig er: Tænk på det at være kristen som en opdagelsesrejse. Læs de beretninger og afsnit i Bibelen, som gjorde indtryk på dig. Find nye afsnit. Stil spørgsmål til teksterne og til troen og prøv at finde svar. Tal med andre, som tror og som prøver at finde svar på troens og livets spørgsmål. Vær ikke bange for de spørgsmål, som er svære at finde svar på. Tænk igen på den opdagelsesrejsende. Han/hun går ikke kun på de vante og kendte stier, men finder nye og uopdagede steder.  Sådan er troens liv. Somme tider svært og besværligt, somme tider fyldt med begejstring op entusiasme. Men troens liv gemmer på nye opdagelser.  

God opdagelsesrejse!

 


Jeg læser ofte i Bibelen om krig og tortur, og jeg har altså svært ved at forende dette med min nye tro. Har du et godt råd til mig?

Du har ret, den kristne tro på Gud og kærligheden - og historierne om krig og tortur har ikke meget med hinanden at gøre, - for kristendommen vil noget helt andet end ondskab.  Men når Bibelen i sine beretninger beskriver mennesker og livet i verden, har den ikke sorteret de grimme ting væk, som også hører til livet. Det betyder ikke, at disse grimme ting er meningen. Bibelen fortæller, at Gud havde en helt anden idé med livet. Og det er netop Bibelens pointe. Den fortæller, at Gud ville noget helt andet. Og det er Bibelens vigtigste tema, som den viser på mange måder. Et par af de bedst kendte udtalelser om dette er Jesu ord: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.” Matt 7,12; og: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.” Matt 22,37 - 39.  Bibelen fortæller ikke om livet, som var det pakket ind i et slør af skøn uvirkelighed. Også i Bibelen er livet blandet med det barske og grusomme og det smukke og nænsomme.  Når vi lever livet, kan vi ikke lukke øjnene for lidelsen. For den er der jo. Mennesker lider og mennesker påfører også hinanden lidelser. Og når vi læser i Bibelen, kan vi heller ikke lukke øjnene for det onde. For Bibelen fortæller om livet. Men mere end det. Bibelen fortæller også om det, Gud ville med livet, nemlig godhed, kærlighed, hjælpsomhed, omsorg og betænksomhed. Derfor er det stadig en god idé at læse i Bibelen. Og i Bibelen er fortællingerne om Jesu liv og ord den tydeligste beskrivelse af, hvordan Gud tænkte, livet skulle være.

 


Hvor ofte skal jeg bede til Gud? Og hvordan kan jeg vide at det virker?

I Bibelen og i kirken er der ikke givet en anvisning for, hvor mange gange man bør bede, - eller hvor længe.  Og det kan være både godt og skidt. Det kan være skidt, hvis nogen så konkluderer, at bøn ikke har nogen særlig betydning Og det kan være godt i den forstand, at vi ikke skal tænke om bøn, at vi kan opfylde en bøns-kvote for at gøre det ”godt nok”.  Nogle gange er bøn et spontant udtryk for taknemmelighed og glæde. Nogle gange er bøn et desperat råb om hjælp, - eller som et skrig i smerte. Nogle gange er bøn som en dialog i sindet og tanken, hvor dine tanker er i dialog med den inspiration, du har fundet i Bibelen, i naturen, i tilbedelsen eller i mødet med en næste. Og bønnen kan være som en rytme, du vælger og værner om, når du takker for maden, du skal spise; når du takker for dagen der, møder dig en ny morgen; eller bønnen om en god og tryg nats hvile. 

Og om bønnen virker?  Bønnen virker ikke som et elektronisk apparat med knapper. Du trykker på ON/OFF for at slå til og fra, eller du trykker DEL for at fjerne det uønskede, eller du trykker PAUSE får at kunne koble fra, når en presset situation bliver akut.  Jeg ser bønnen sådan, at den hjælper til vished om at Gud er der, når jeg vil udtrykke min tak. Gud er der, når jeg hvisker min fortvivlelse i smerte eller tvivl. Og Gud er der, og når jeg takker for ”brødet og vandet i kanden”. Men bønnen hjælper mig også til at tænke, at det vigtigste er dog at tro, at Gud er der, og at jeg er ikke alene. Og når jeg får den oplevelse, at min bøn bliver opfyldt, så kan bønnen hjælpe mig til ikke at tage livets glæder for givet.

 


Min mor siger, jeg er for ung til at beslutte mig for at være en kristen. Har hun ret i det? Jeg er 12 år.

Jeg vil jo helst ikke blive uvenner med din mor, - og det bliver jeg nok heller ikke, når jeg siger, at jeg mener, at man godt kan beslutte sig for at være en kristen som 12-årig. Jeg kender ingen aldersgrænse for at beslutte sig for at være kristen. Måske husker du, at Jesus en dag kaldte på et barn og sagde: ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres.” Mark. 10,14. Der er meget, man skal være gammel nok til; at få kørekort til bil, at stemme ved en folkeafstemning, at kunne underskrive på juridiske dokumenter osv. Men der er ikke givet nogen aldersgrænse for at være kristen.  Måske kan jeg alligevel forstå din mors bemærkning om at være for ung. For der er jo en grænse for, hvor gammel man skal være, for at tage beslutninger for sit liv. Nogle beslutninger har mange konsekvenser, og de skal også tages med. Hvis alle drenges drømme og planer var gået i opfyldelse, havde vi sikkert overskud af brandmænd og politibetjente, for sådan drømte mange drenge før de kunne føre drømmen ud i virkeligheden. Det er jo også derfor, at de børn, der bliver døbt som spæde, senere bliver konfirmeret, for som helt lille, forstår man slet ikke, hvad et valg betyder. Mange kristne har derfor også valgt at vente med dåb til de selv kan tage beslutning om at være kristen.  Jeg kender også børn/unge, som har besluttet sig for at være kristne, men som sagde: ”Jeg skal lige vente lidt, før jeg bliver døbt og viser min beslutning for alle.” Så der kan godt være tid mellem beslutningen om at være kristen og det tidspunkt, hvor man bliver døbt, ligesom der kan være tid mellem to menneskers beslutning om at ville giftes og brylluppet.  Jeg synes, du skal tale med din mor igen om dit ønske, og måske med din præst eller hvis der er en ungdomsleder i den kirke, hvor du kommer.

 


Jeg har hørt mange tale om at jeg skal "tale i tunger" såfremt jeg skal være en "superkristen". Hvad mener de egentlig med det? Og kan det virkelig passe?

Jeg ved nok ikke, hvad de mener, som siger, at man skal ”tale i tunger” for at være en ”superkristen”, men jeg mener, at de tegner et meget misvisende billede af, hvad det vil sige at være kristen.  I virkeligheden er det en stor misforståelse at tale om en ”superkristen”, - eller hvilket udtryk man nu bruger for at beskrive nogle som ”mere kristne end andre”. Man kan være en ”superfodboldsspiller” eller en ”supermusiker”, hvis man er særlig god til fodboldspil eller til musik. Men det gælder ikke for kristne. Man er kristen, når man tror på Jesus som sin Gud og frelser.  Ned igennem den kristne kirkes historie er nogle personer blevet udpeget som helgener, - dvs. mennesker, som er ”mere kristne end andre”. Men sådan har Bibelen aldrig udpeget nogle som ”superkristne”. Bibelen er fuld af eksempler på mennesker, som egentlig så ud til at være mislykkedes, men som Gud alligevel kaldte sine børn. Det er hele pointen i det kristne budskab, at mennesker er kristne, ikke fordi de er bedre end andre, men fordi de tror, at Gud holder af dem, ligesom forældre holder af deres børn.  Det er Guds kærlighed og menneskers tro, der gør mennesker til kristne, og det er ikke at deres liv har været mere vellykket end andres, eller at de har kunnet vise særlige religiøse evner, som f. eks. tungetale.

 


Behøver jeg at komme i en kirke for at være en kristen?

Mit korte svar er:  Nej, sådan kan det ikke stilles op, for man er ikke kristen fordi man går i kirke. Man behøver heller ikke komme i kirke for at være en kristen.

Mit lidt længere svar er:  Ideelt set går man i kirke når man er kristen, og hvis man som kristen ikke går i kirke, så er der noget, som er tabt. Måske kan du ikke komme i kirke af praktiske grunde, pga. helbred, pga. afstand eller anden forhindring. Men i kristendommen hører troen og fællesskabet sammen. Det at være kristen er både en helt personlig sag mellem dig og din Gud. Men alt i livet, også troens liv indbefatter også din næste og dit medmenneske. Det er når vi møder vort medmenneske, at vore bedste egenskaber dannes, - egenskaber som godhed, venlighed, tålmodighed, empati og forståelse, kærlighed og omsorg. Sådanne egenskaber kan ikke dannes i ensomhed, men kun, hvor de kan blive til hjælp for andre. Den kristne menighed og de troendes fællesskab er ikke blot en praktisk religiøs forening. Den er en del af selve kristendommens idé.  Når du stiller dit spørgsmål kan det jo også skyldes, at det ”siger dig ikke noget” at komme i kirken. Og så er det jo ikke kun et spørgsmål til spørgekassen, - men et spørgsmål til kirken og til menigheden. Så er det en udfordring til menigheden om at være i nærværende og meningsfuld berøring med hinanden i tilbedelsen og i troens liv.  Mit råd til dig er derfor: Prøv at tænke på, om du i mødet med andre i kirken han gøre livet rigere for et andet menneske og at du dermed selv kan blive beriget.

 


Jeg har netop besluttet mig for at døbes som det står i Bibelen, men det kan jeg jo ikke i folkekirken. Hvordan kan jeg blive døbt som voksen?  Behøver jeg at være med i en kirke for at blive døbt?

Det er rigtigt, at hver gang Bibelen omtaler dåb af mennesker, som har besluttet sig vor at være kristne, så er det voksne, som bliver døbt, - ligesom også Jesus blev døbt som voksen. Og når Bibelen beskriver dåben benytter den det symbol, hvor dåben er som en ”begravelse” eller neddykkelse i vand. Spædbarnsdåben, som er kendt fra de fleste kristne kirker, er slet ikke omtalt i Bibelen. Når mange derfor vælger at blive døbt som voksne, er det fordi de tænker, at beslutningen om at blive døbt er en personlig beslutning, jeg selv bestemmer mig for.  I adventistkirken har vi voksendåb, så her kan du blive døbt som voksen. Men du spørger så, om du behøver at være med i kirken, for at blive døbt. Og dertil vil jeg svare, at en naturlig følge af dåben er, at man slutter sig til menighedsfællesskabet. I Det nye Testamente er dåben omtalt sådan: ”De, som tog imod hans (apostlen Peter) ord, blev døbt, og den dag blev der føjet næsten tre tusind mennesker til.” Ap.G. 2,40. Dvs. de blev en del af de troendes fællesskab  Dåben og menighedens fællesskab hører sammen.

 


Jeg forstår ikke helt hvad "synd" er for noget. Jeg ved godt, jeg ikke skal stjæle eller myrde, men er jeg så garanteret et liv efter dette, hvis jeg holder mig fra at gøre sådan?

Det er ikke så enkelt at give en definition på synd. Men det er ikke helt forkert at tænke på synd som forkerte eller dårlige handlinger. Det er bare ikke en dækkende beskrivelse. For vi oplever også, at handlinger ikke står alene. Tanken og ønsket kommer før handlingen, og det betyder, at dårlige tanker og dårlige ønsker også skal ses som synd. Og så bliver det jo svært, for vi kan alle blive ”fanget” af dårlige tanker og ønsker. Og hvordan skal du så komme videre?  Det kristne evangelium hjælper dig på særlig to områder. For det første tilbyder evangeliet om Jesus dig tilgivelse og ufortjent nåde. Og det er på grund af denne gave, du kan tro på et liv efter dette. I evangeliet bliver mennesker lovet evigt liv, ikke fordi de har været ”gode nok” og derfor gjort sig fortjent til evigt liv. Frelse og evigt liv er altid en ufortjent gave, du tilbydes ved tro på Jesus som din Frelser.  Dernæst tilbyder evangeliet om Jesus dig hjælp til at få gode ønsker og dermed gode handlinger. Du kan prøve at tænke på livet på den måde, at i stedet for at du skal mase med ikke at gøre det forkerte, inspirerer evangeliets historier dig til at få gode ønsker, hvor godhed, kærlighed, venlighed og betænksomhed sætter kursen i dit liv. På den måde skal du tænke på det at være kristen; ikke som et menneske, der bruger al sin energi på at tæmme sine dårligdomme, men et menneske, der stadig prøver at finde nye måder at vise godhed.

 


Jeg synes bare det er så kedelig i kirken. Betyder det at jeg er en dårligere kristen end de andre, som synes at hygge sig gevaldigt?

Nej, så enkelt kan man ikke sige det. Det kan jo også være, at det bare er kedeligt i kirken. Men når du siger, at ”de andre ... hygger sig gevaldigt”, så er der åbenbart nogle, der ikke synes, det er kedeligt i kirken. Og hvorfor nu så det?  Jeg vil begynde et andet sted. Spørg dig selv, hvad du forventer, når du kommer i kirken. For at gå i kirken kan ikke sammenlignes med at gå i biografen eller til koncert, hvor man bag efter kan spørge sig selv: Var det godt, - eller var det bare kedeligt?  At gå i kirke kan egentlig mere sammenlignes med at være medspiller i en koncert eller på et sportshold, hvor oplevelsen ikke kun afhænger af de andre, - og af det, der bliver ”serveret”, men af det samspil, du og de andre i kirken oplever. Hver især har vi et ansvar for den oplevelse, vi tager med hjem.  Derfor mener jeg ikke, at når du oplever det kedeligt at gå i kirke, så ”er det fordi du er en dårligere kristen end de andre”.  Måske har din kirke glemt, at tilbedelse er en fælles sag. Så måske skulle du snakke med andre i din kirke om, hvordan det, der foregår i kirken kan blive mere relevant og nærværende i forhold til dit og andres liv.  Eller måske har du selv glemt, at du sammen med de andre i kirken har et fælles ansvar for det udbytte, I tager med hjem fra kirke.  Og endelig skal du huske, at det, som betyder noget vigtigt for andre, måske ikke giver dig mening og indhold, - og omvendt, for vi er nu engang forskellige. Vi er forskellige også når det gælder vores oplevelser af troen og tilbedelsen. Og det skal vi respektere. Og når vi gør det, kan vi også glæde os over det, som hjælper andre i deres liv og deres tro og tilbedelse.

 


 Hvordan kan jeg slippe for at hade min eks-mand? Jeg er jo ikke en god kristen hvis jeg hader nogen?

Der er jo to spørgsmål i din henvendelse. Og selv om den sidste sætning ikke er formuleret som et spørgsmål, har du sat spørgsmål efter sætningen, - så du er vel lidt usikker og spørgende på det punkt.  Der er jo nok grunde til, at du hader din eks-mand, - svigt, sårende ord og handlinger. Og så er had slet ikke så uforståeligt. Følelsen af had er nok ikke noget, du har valg. Den kommer bare. Og her hjælper forklaringer og argumenter ikke ret meget, for følelser argumenterer man ikke med. Følelser kommer, - ofte overrumplende. Jeg tror, du skal huske dette, at også kristne har følelser, - og det er i orden at have følelser, både kærlighed og had.  Men der er nogle følelser, som gør livet rigt, og der er følelser, som gør livet fattigt. Og had gør livet fattigt. Derfor er det vigtigt, at hadet ikke bliver hængende i dine tanker og dit liv.  Måske kan du tage en viljesbeslutning om, at hadet ikke skal tage så megen plads og energi i dit liv. For det meste kan man ikke tvinge ødelæggende følelser væk, men man kan prøve at fylde sine tanker med opbyggende følelser, som venlighed, godhed, betænksomhed og kærlighed.  Måske behøver du at tale med et andet menneske, som kan hjælpe dig med at flytte fokus fra din ex-mand og hadet til mere livgivende følelser.  Endelig vil jeg ikke undlade at nævne bøn. For mange har bøn været en uforklarlig og uvurderlig hjælp. I bønnen indrømmer vi vores afmagt overfor det, vi ikke kan håndtere, og i bønnen beder vi om hjælp til ikke at blive låst fast i det, som kan gøre livet trist og mørkt. Og i bønnen kan vi også bede for et andet menneske, og hvis du kan bede for din eks-mand, kan du opleve, at de svære følelser får mindre plads fordi de afløses af ønsker om godt for et andet menneske.  Men prøv ikke kun at ”kæmpe” de svære følelser væk. Du må i stedet prøve at give tid og plads til gode og berigende følelser.  En god kristen hader ikke? En kristen prøver ikke at blive hængende i hadet, men søger at fokusere på kærligheden. Og den bedste hjælp til at fokusere på kærligheden, er at takke for den kærlighed, der blev vist os. Læs evangeliet om Jesus, som fortæller om Jesu kærlighed til mennesker, der behøvede den mest. Og tænk på mennesker, der har vist dig kærlighed, - og tak for den. Det vil hjælpe til ikke at blive ”hængende” i hadet.

 


Jeg beder og beder Gud om at blive rask, men det går faktisk bare nedad bakke. Hvorfor gør Gud ikke noget?

Du stiller et af de sværeste spørgsmål, for der er ikke noget let svar på det, - måske kan vi slet ikke finde et svar.  Lidelsen er meningsløs. Jeg tror ikke, lidelsen er meningen. Den er forkert.  Meningen med livet er glæde, kærlighed, godhed og taknemmelighed og ikke sygdom og smerte.  Men jeg vil ønske for dig, at du stadig vil bede til Gud, og bede om at blive rask. For jeg tror, det er meningen, at vi skal være raske. Jeg kan ikke svare på og ofte ikke forstå, hvorfor Gud i situationer som din ”ikke gør noget” og fjerner din smerte.  Der, hvor jeg selv finder hjælp, er i historierne fra evangeliet om Jesus, som fortæller, at Gud ikke forlader os, når vi lider. I Jesu liv viste Gud, hvad han tænker om lidelsen og smerten. Her ser vi omsorg og hjælp, helbredelse og trøst. Men sygdom og lidelse var ikke udryddet. Jeg tror, det vil ske, når Gud til sidst skaber en ”ny himmel og ny jord”. Den verden finder du bl.a. beskrevet i Bibelens sidste bog, Johannes’ Åbenbaring. Indtil da vil vi kende og erfare lidelse og sygdom.  Men, Gud forlader os ikke. Han går med os ind i det liv, som også har smerte og ondskab. Jesus kendte og mødte den smerte i sit eget liv, og viste, at sådan er Gud. Han er ”medlidende”. Ja, om vi så oplever os gudsforladte, så kendte Jesus til det, da han før sin død sagde: ”Gud, hvorfor har du forladt mig?”  Og i sin opstandelse sagde Jesus til os igen, at Gud ikke har forladt os. Han kommer til os og er hos os, og han er stærkere end lidelsen og døden.

 


Jeg er ny i kirken og ny i troen, og jeg synes, der tales så meget om ting i kirken, som jeg ikke forstår. Jeg bliver derfor lidt modløs af at komme i kirken. Hvad kan jeg gøre?

Jeg synes, du skal sige det som det er: ”Det, I siger, det forstår jeg ikke!” eller ”Det siger mig ikke noget!”.  I kirken kan man let tale indforstået. Og det, som er indforstået, bliver med tiden til ’ikke-forstået’, - også for dem, der bruger de vante udtryk. Sandsynligvis vil du opdage, at de, som taler om ting, du ikke forstår, selv kan have brug for at finde andre måder at sige tingene på for bedre at forstå. Det har jeg oplevet mange gange.  Det kan være en stor hjælp for kirken, når der kommer nye medlemmer med i fællesskabet, for de hjælper menigheden til at flytte sig fra stagnation og status quo til at være i bevægelse og til at opdage nye måder at sige tingene på. Det kristne budskab bliver ikke anderledes af at nye mennesker slutter sig til fællesskabet, men nye mennesker hjælper kirken til at forholde sig nutidigt til livet. Og hvis det ikke sker, bliver kirken til en slags museum.  Det kræver mod både fra dig og for kirken at turde sige: ”Det siger mig ikke noget!”, - men det er den bedste vej videre til at forstå og blive beriget.